I min klinik møder jeg mange mennesker, som har svært ved at mærke dem selv. Det kan komme til udtryk ved en indre udefinerbar uro, at det er svært at træffe en beslutning, eller som en følelse af tristhed eller meningsløshed.
Ofte drejer det sig om mennesker, som er meget empatiske, ansvarsfulde og betænksomme over for andre. Der kan være en høj grad af indsigt i andres problemer og behov, men når det kommer til at mærke egne behov, kan det være svært at mærke, hvad man selv har brug for.
Jeg tror rigtig mange kender til at have det sådan, og jeg genkender det også fra mig selv.
Hvordan lærer vi at tilpasse os?
Vi har alle et naturligt behov for at passe ind, og vi socialiseres fra vi er helt små til at være de bedste udgaver af os selv sammen med andre, da det at blive udstødt fra flokken føles meget farligt og utrygt.
Vi opdager os selv ved at spejle os i andres reaktioner, på det vi gør og vi lærer hurtigt at tilpasse os for at undgå at blive afvist eller ekskluderet fra fællesskabet, om end det er i vores nære familie eller i børnehaven eller skolen eller på arbejdspladsen, hvor vi færdes i fællesskaber med andre mennesker. Oplever vi at blive skældt ud eller fx ignoreret med en sigende tavshed, når vi taler for højt, bliver vrede eller grådlabile eller træder ved siden af de normer, der i fællesskabet, aktiveres vores indre alarmsystem, og vi lukker ned for vores følelser for at bevare vores tilknytning til de andre og undgå at tabe yderligere ansigt. Det sker helt uden at vi tænker over det som en automatisk selvbeskyttelse, der træder ind og redder os i situationen.
Som psykoterapeut, Ilse Sand skriver, bor der inde i skamfølelsen en angst for yderligere afsløring og udstødelse af fællesskabet.
Alt efter hvilken familiedynamik, vi vokser op i, og de oplevelser vi har haft med andre omsorgspersoner i vores liv, kan vi blive mere eller mindre optaget af at være det, som vi tror andre forventer af os. Hvis man fx vokser op i en familie, hvor man får sine basale behov for tryghed og omsorg dækket, men ikke bliver mødt og spejlet, når man er vred eller ked af det, men i stedet mærker brud på nærhed og kontakt, vil man som barn ofte lære at tilpasse sin adfærd og følelsesudtryk, så man undgår at føle en afvisning fra mor og far. Det er det som psykolog Susan Hart kalder mangelfuld udvikling og brud på kontakt omkring visse typer af følelser. Det kan også være, at man har haft en mor eller far som forventede at man skulle trøste og rumme dem, når de var kede af det eller frustrerede, men ikke så eller var nærværende overfor en, når man selv var ked af det eller usikker. Hvis man i skolen har set andre børn blive mobbet, fordi de skiller sig ud, vil de fleste søge at tilpasse sig den adfærd som er acceptabel for at undgå angsten for at blive det næste offer.
Når vi bliver gode til at mærke andre
Når vi er børn, tilpasser vi os altså ubevidst vores families adfærd og følelsesudtryk. For nogen mennesker betyder det, at de har lært at være mere optaget af, hvad der sker ovre i andre mennesker og hvordan de kan tilpasse sig dem, så der ikke er fare på færde. Det kaldes med andre ord for antennemennesker. Dem som er gode til at lægge mærke til, hvordan alle andre har det i et rum. Nogen føler et ansvar og kan tvivle på sig selv, hvis de mærker en misstemning, også selvom det ikke har noget med dem at gøre, eller bliver meget påvirkede af andres stemninger. Nogle mennesker er rigtig gode til at tale med andre mennesker om deres problemer, men får ikke fortalt om, hvordan de egentlig selv går og har det.
Når det bliver svært at mærke egne behov
Når vi har lært at være så optaget af andre, og har lukket ned for at mærke eller bare ikke rigtig får taget vores egne følelser og sansninger lige så alvorligt som med de andres, så kommer vi længere væk fra os selv, og det bliver svært at mærke, hvad vi gerne vil og har brug for i en given situation. Det kan opleves som om der er mange forskellige holdninger og tanker inde i hovedet, om hvad der mon er det rigtige at gøre, så vi ikke kommer til at gøre de andre kede af det, eller bliver misforstået, eller det værste, bliver afvist og forladt.
Måske kan du kende dig selv i noget af det her. Det er vigtigt at sige, at det ikke er noget vi gør for at gøre livet svært for os selv eller andre. Det er et tillært mønster, en indre arbejdsmodel, som børnepsykologen John Bowlby skriver om.
Hvordan kommer vi tættere på os selv
Heldigvis kan vi lære os selv bedre og kende og øve os i at blive mere ovre i os selv. Vi kan give os tid til at mærke, hvilke følelser der går i gang i en given situation, og arbejde med at acceptere de følelser og sansninger, som de nu engang er, inden vi går i handle-mode og gør det vi automatisk plejer at gøre, fx siger ja til noget, som man inderst ikke overhovedet ikke har lyst til, og som kommer til at koste utrolig meget energi. Når vi arbejder med os selv, og tør være åbne overfor de følelser, som kan dukke op, sker der en gradvis udvikling henimod, at vi mærker mere og mere, hvad der er vigtigt for os. Det er som en dyb opdagelsesrejse, hvor man bliver klogere på sig selv, og med tiden vil man også kunne være mere åben overfor andre omkring sine følelser og behov.
Når jeg arbejder med mennesker i terapi, giver jeg mig god til at undersøge sammenhænge og mønstre sammen med klienten for at understøtte en proces, hvor klienten lærer at forstå sig selv bedre. Det sker i et trygt og sikkert rum med nærværende kontakt og spejling. Vi afstemmer løbende, så terapien afspejler det, som klienten bliver optaget af omkring sig selv i processen og har brug for at arbejde med. Hen ad vejen får de fleste mere adgang til sine følelser og begynder at kunne stole mere på dem, og får herigennem mere adgang til at mærke, hvad de har brug for.
Kilder:
Sig hej til din skam, Ilse Sand, 2021
Selv og sammen, Tor Wennerberg, 2011
Fra interaktion til relation, Susan Hart & Rikke Schwartz, 2008